onsdag den 31. august 2011

Opdatering på hjemmegjort design sites

Jeg skrev for en uges tid siden om Selfmade, og så var der nogle stykker af jer der gjorde mig opmærksom på Etsy og Amio. De 3 sites ligner hinanden utroligt meget (så meget at man næsten skulle tro der var en internetsite skabelon der hed noget med "handelsplads for hjemmegjort design") men der er små forskelle.

Nu ligger landet sådan, at min svigermor er usandsynlig skrap til patchwork og quiltning (har set hende flikke et barnesengetæppe sammen af 9x45 små stykker stof uden at det blev skævt + fået lov til at glo i hendes patchworkbøger*) så derfor har jeg brugt det som proxy for udvalget og niveauet på de forskellige sites. Men der er naturligvis også andre ting der spiller ind


Lige med hensyn til quiltning har Etsy det største og mest avancerede udvalg. De har nogle ret flotte ting, men tilsyneladende bor de fleste af sælgerne lidt væk, hvilket gør forsendelsen lidt dyr. Jeg er lidt imponeret over, at der åbenbart findes en del Etsy-apps.

For sælgere på Etsy er det sådan, at man betaler $0,2 per ting man har til salg for at have dem liggende i 4 måneder. Hvis det lykkes at sælge nogle ting, betaler man 3,5% af transaktionsværdien i provision til Etsy.



Af de danske sites er Amio det, der har det største udvalg af patchwork og der er nogle fine ting til salg. Fordelen ved Amio (og Selfmade) frem for Etsy er helt klart geografien. Og muligvis også geografiske og kulturelle forskelle i, hvad der er smart og pænt? På Amio betaler man 5 kr i markedsføringsgebyr og 5% af transaktionsværdien i provision. Men tilsyneladende koster det intet at have sine ting liggende til salg på siden.



Selfmade er det nyeste site og har den fordel for sælgerne (og køberne), at det er gratis at oprette annoncer og sælge ting frem til 1. december

*Følte mig også stærkt fristet til selv at kaste mig over noget patchworksyning men mente ikke jeg havde tålmodigheden til det. Er nok bare mere den type svigerdatter der kan indstille fjernsynskanalerne men ikke gør det så meget i håndarbejde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar