mandag den 8. august 2011

Alternativ til Trendsales

Jeg er ikke den mest aktive bruger af Trendsales - muligvis fordi jeg er ældre end målgruppen omend jeg har det rigtige køn* Men det hænger også lidt sammen med, at jeg kender noget til finansielle handelsplatforme og i forhold til disse lader Trendsales meget tilbage at ønske.







En vigtig ting ved et handelssite er sikkerheden; hvordan kan man være sikker på at få pengene fra den person i den anden ende af landet man har solgt en kjole til inden man sender den? Hvordan kan man være sikker på, at den bluse man har købt bliver sendt når man har overført pengene? Det sikrer Trendsales ved det, de kalder en Trendsales handel. Som man så betaler et gebyr for.

Generelt er det sådan med handelssites, at en af de allervigtigste ting er likviditet -  at der er kunder og aktivitet - og det er der på Trendsales. Netop det med antal aktive brugere gør det rigtig svært at etablere et alternativ til en handelsplatform, selvom den måske langt fra er optimal.

Nu gør Swapspot dog alligevel et forsøg på at tage kampen op. En af fordelene ved Swapspot er, at man kan oprette sig og logge ind ved hjælp af sin Facebook konto og man betaler tilsyneladende ikke gebyr for at handle (men det er til gengæld også uklart, om man kan bruge Swapspot som mellemled i transaktioner). Swapspot lader til stadig at være under udvikling, så det kan være, at der bliver rettet op på dette med tiden.




Jeg er ikke sikker på, at Swapspot kan udkonkurrere Trendsales, men jeg kan egentlig heller ikke se noget problem i en sameksistens, ligesom der typisk heller ikke er det store problem i at placere flere supermarkeder ved siden af hinanden. Umiddelbart synes jeg det mest besværlige ved at sælge tøj online er delen med at tage fotos, uploade dem og skrive en tekst, men hvis man har gjort det hele én gang ser jeg ikke det store problem i at man gør det samme igen på et andet site.

*Jeg kan faktisk godt undre mig over, at de 2 danske handelssites (hvoraf i hvert fald Trendsales har kvinder som dets målgruppe) begge er stiftet af mænd (Swapsport blev angiveligt stiftet fordi to af de mandlige stiftere tilsammen har 7 søstre som har brokket sig over Trendsales)

2 kommentarer:

  1. "Hvordan kan man være sikker på, at den bluse man har købt bliver sendt når man har overført pengene? Det sikrer Trendsales ved det, de kalder en Trendsales handel. Som man så betaler et gebyr for."

    Trendsales sikrer ikke noget ved dette. De muliggør udelukkende at man har en måde at overføre penge på.

    Hvis man bliver snydt gør trendsales ikke noget for dig, andet end at bede dig om at anmelde det. Hvis du vil have pengene tilbage er det banken der skal hjælpe en, dér er trendsales ikke nogen hjælp.

    SvarSlet
  2. Mit indtryk var, at Trendsales fungerede som det man i den finansielle verden kalder et clearing house og at de dermed sikrede transaktionen mellem de to Trendsalesbrugere. Men det er måske bare et alternativ til en bankoverførsel? Som man betaler for?

    SvarSlet