onsdag den 17. oktober 2012

Living Airbnb

Jeg har tidligere skrevet om Airbnb fordi jeg synes det er en så afsindig dejlig opfindelse - både som bolig når man rejser men ikke mindst også som boliginspiration. Det til trods er det først i forrige weekend jeg fik afprøvet Airbnb i praksis.
Min veninde og jeg skulle en lidt forlænget weekend til London og havde nogle forskellige overnatningsmuligheder i spil (også hoteller), men endte med en charming studio på Kings Road (lige ved Sloane Square - perfekt location!)
Umiddelbart tænker jeg efter min oplevelse med Airbnb:
  • Nemt
  • Verden er et godt sted
  • Siddemuligheder - smart i oktober
  • Fleksibelt
  • Smart for børn
  • Man er ikke Palle alene i verden
  • Billigt
Det var overraskende nemt at tage kontakt til Daniela der havde lejligheden og få en aftale i stand. Betalingen skete gennem Airbnb og der var ingen problemer med det heller. Fordi det er private der udlejer skal man selv lige være opmærksom på ting som adressen, hvornår man kan ankomme osv. men det var ikke noget problem.
Da jeg ikke har prøvet det her før, var jeg faktisk lidt spændt på, om der var håndklæder, sengetøj, toiletpapir og den slags til os (toiletpapiret havde jeg med - det var til at pudse næse i grundet stor forkølelse - men jeg fandt altså ikke plads i håndbagagen til sengetøj). Der var heldigvis det hele.
Daniela og jeg bruger samme størrelse i tøj og sko, vil jeg umiddelbart vurdere. Jeg prøvede ikke hendes tøj og sko, men det var i lejligheden, så jeg i princippet godt kunne have gået rundt i London i hendes stiletter og kaninpels hele weekenden, hvis jeg nu havde været sådan en type. Vi kunne ikke lade være med at tænke: hvilken tillid til os! Det samme gælder indretningen af lejligheden. Der var rigtig mange fine små tableau'er med nips og tørrede blomster, som man nemt kunne have væltet eller delagt. 
Men verden ER jo altså et godt sted, så man KAN godt have tillid til at kunne udleje sin bolig til vildt fremmede mennesker uden, at de hærger det hele 

Jeg synes, at når man rejser udenfor sommermånederne, så kan man godt have brug for at være lidt mere på hotellet (eller i det her tilfælde lejligheden), men på hoteller er der som regel kun en seng og måske et skrivebord, hvor man kan sidde og glo ind i en væg. Fordi det her var en lejlighed (omend lille) så var den indrettet til, at der var et bord, hvor man kunne sidde og spise morgenmad og en sofa, hvor man kunne hvile fødderne. Det var meget dejligt.

Vores oplevelse med Airbnb og Daniela var, at ind- og udcheckning var ekstremt fleksibelt. Nøglen til lejligheden hentede vi om eftermiddagen i en butk under lejligheden, og det var intet problem at have vores ting i lejligheden til kl 18 på hjemrejsedagen (og hvem har ikke prøvet det der med at være lidt hjemløs den sidste dag af rejsen? Man har godt nok sin kuffert parkeret et sted, men der er ikke rigtig nogen steder man selv kan tage skoene af og hvile sig lidt. Jeg har feks en gang tøffet rundt i Paris og kastet op forskellige steder (feks på Louvre - det er ikke noget man kan være stolt af) mens jeg burde have ligget i en seng). Vi efterlod bare nøglen på køkkenbordet, og så var det det.

En af mine kollegaer spurgte på et tidspunkt til et egnet hotel i Berlin til ham, konen og deres datter. Hvis man har børn er Airbnb bare genialt. I stedet for, at hele familien befinder sig i det samme rum, hvor en tredjedel sover og to tredjedele forsøger at være mussestille, kan man jo gennem Airbnb leje et helt hjem, så der er plads til at lege lidt indenfor og plads til at nogen kan sove mere end andre.

Hvis man kommer til et spritnyt sted man aldrig har besøgt før, kan man måske godt være lidt Palle alene i verden og havde svært ved at vurdere sådan noget som: Er der områder i byen der ikke er sikre og som man skal undgå? Hvad er de vigtigste seværdigheder? Hvilke restauranter er godt og hvilke er turistfælder? Hvis man lejer bolig gennem Airbnb har man jo en form for ven i byen som man kan spørge til råds om den slags. Feks havde Daniela lagt nogle guidebøger frem til os og skrevet nogle anbefalinger til nogle steder i nærheden.

Lige den lejlighed vi boede i i London var ikke vildt billig, men den var billigere end et hotel i nogenlunde samme område (bortset fra, at der ikke er så mange hoteller lige i området), og hvis vi ville kunne vi sagtens have fundet noget der var meget billigere. Generelt ER boliger lejet gennem Airbnb billigere end et hotelværelse.

Alt i alt kan jeg kun sige, at det var en positiv oplevelse at rejse med Airbnb og det kan kun anbefales.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar