Viser opslag med etiketten gratis. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gratis. Vis alle opslag

mandag den 26. maj 2014

Amme-app

Ja, der har så været en længere pause på bloggen. Der var lige noget nyt job som tog ret meget tid og så var der også lige en graviditet inde over (og faktisk også et bryllup - det tæller bare ikke rigtig da det bare var på rådhuset og med reception). Graviditeten er dog ikke noget der har virket hæmmende for mine udfoldelser (havde ellers forventet, at jeg ville være hundesyg samtlige 9 måneder) - bortset lige fra den sidste måned, hvor jeg var på barsel.

Min lille pige #VerdensBedsteBaby #Veronica er i dag 17 dage gammel, og så begynder man åbenbart at få overskud til andet end at amme, skifte ble og sove. Vi har ellers haft et par bump på vejen de første 17 dage.


Først tabte Veronica sig mere end 10%, så vi kom på såkaldt "amme-skema", hvilket går ud på, at babyen skal mades hver 3. time uanset om hun ellers var godt i gang med at sove eller hvad. Det er en lille smule anstrengende, når selve amningen tager omkring en time. Desuden røg jeg en tur på hospitalet med blodstyrtning, men babyvægt og mors blodprocent er rimelig back on track nu.

Nå, men det der med systematisk amning udløste et ret stort behov for noget tracking. Når man ikke sover så meget og den ene dag ligner den anden, kan det være lidt svært at huske, om det nu var kl 2, 3 eller 4 man ammede og hvor længe og om det var højre eller venstre bryst. Man kan naturligvis skrive ned på en seddel, men alle ved, at sådan nogle bliver væk.


Jeg har hentet den app der hedder Feed Baby - Tracker & Monitor til Android. Der findes en hel del "amme-apps" men denne har tilsyneladende en del flere features end gennemsnittet. Kernen i app'en er, at man klikker L (for left) eller R (for Right) hver gang man starter amning på det højre eller venstre bryst og så tager app'en tid på, hvor længe man bruger. Desuden kan man vælge at tracke på anden føde end modermælk/modermælkserstatning når barnet begynder at indtage fast føde.

En af de ekstra features er, at man også kan tracke ble-situationen på app'en:  hvornår der sidst er skiftet ble og hvad der var i bleen. Samt hvor meget og hvor ofte baby sover

Formålet her er jo at sikre, at baby bliver madet og skiftet når der er gået så og så lang tid siden sidst, og det hjælper app'en med helt af sig selv. Når der er gået 3 timer siden sidste fodring/bleskift, får man en reminder om at man bør gå i gang igen


Som rimelig nybagt mor finder man ud af, at det er virkelig vigtigt, at baby holder "sin kurve", dvs at babys udvikling følger gennemsnittet uanset om man har en lille mus eller en lille elefant. Det kan denne app også hjælpe med. Man kan indtaste vægt, længde og hovedmål på baby og se, hvordan det følger kurven.

App'en er gratis og kan findes her til Android. Til IOS findes en tilsvarende her som kan det samme


onsdag den 19. juni 2013

Forstå din baby

Som regel synes jeg at forældre er ret gode til at forstå hvad deres børn siger - også når jeg er helt og aldeles stået af. Til gengæld synes jeg de fleste børn er røvgode til at vinke allerede fra en tidlig alder uanset hvor meget eller hvor lidt jeg forstår deres tale.

Det er nu ikke så mærkeligt. Rent fysiologisk er det nemmere at lære at bruge hænderne og lave fagter end at få kringlet tungen til at frembringe ord. Men behovet for at kommunikere er der jo - uanset hvad tungen kan eller ikke kan, og uklar kommunikation kan være til stor frustration for alle parter.

For at hjælpe de kommunikerende parter er "babytegn" opfundet (og ja, der er folk der hævder at brug af babytegn kan forsinke udviklingen af et rigtigt sprog) og nu også som app.



Man kan starte med at lave babytegn med sin baby fra 5 måneders alderen og app'en fungerer på den måde, at der vises en lille videofrekvens af en dame der udtaler og demonstrerer de enkelte ord.

App'en findes i en gratis udgave (smagsprøve kan man kalde det) til Android med 10 ord og en betalingsversion med 300 ord til 29 kr. Den gratis app findes her og betalingsversionen her

Også til iOS findes app'en som en gratis Lite version her og en betalingsversion til 19 kr her

mandag den 17. juni 2013

13 kgs vægttab pga en app?

Hvem vil ikke gerne vupti-vupti smide de overflødige kg ved hjælp af en lille - OG gratis - app?

Jeg synes, idéen om en app der holder øje med ens gode og dårlige vaner kan være meget fin som guide, men det er jo helt ærligt ikke app'en der propper chokolade eller ostepops i hovedet på ejeren af app'en. Og så vidt jeg ved, er der endnu ingen app der har kunne give sin ejer løbesko på og piske ejer til at løbe 10 km.

Men når man ser en kollega, der ved hjælp af en kalorietæller-app har smidt 13 kg, så virker det ret overbevisende

App'en hedder "Shape up". Den virker på den måde, at man indtaster hvor meget man bevæger sig på en dag, ens højde, vægt og alder plus hvor meget man gerne vil tabe om ugen. Herefter udregner app'en hvad ens kalorieindtag bør være om ugen. Det var den lette del

           

Den lidt sværere og disciplinkrævende del er at opdatere app'en med det man spiser og evt motion. Og naturligvis afholde sig fra at overskride sit daglige kalorieindtag. Det gode ved app'en i forhold til indtag er, at der er virkeligt mange madvarer som standard i app'en så kalorieindtagsindtastningen fungerer godt. Der er lidt færre sportsaktiviteter at vælge imellem men det går an (og ellers må man jo bare afholde sig fra fysiske udfoldelser der ikke findes i app'en)

App'en hjælper dog med disciplinen på den måde, at man får en reminder på sin telefon når man ikke har registreret kalorieindtag eller fysisk aktivitet i mere end 24 timer

Med tiden kan man også følge sin vægtudvikling og få analyseret fordelingen af protein, fedt og kulhydrater i app'en. App'en er (på trods af hvad ovenstående billeder indikerer) på dansk.

Uanset hvad man ind i mellem skulle tro, så kan apps ikke udføre mirakler - heller ikke denne. Men det er en ret flot og gennemført app, så hvis app-ejeren har viljen og disciplinen kan et solidt vægttabt altså lade sig gøre med denne.

Ud over som app findes Shape up også som en klub og et website. Find Shape Up Club sitet her

Shape Up app'en er gratis og findes til Android her og til iOS her

lørdag den 13. oktober 2012

Gratis solsystem og stjerne-app

Engang i august da det blev annonceret, at der ville være særligt mange stjerneskud om natten, trak min kæreste og jeg have stolene ud på terrassen (oppe i mine forældres sommerhus - tror det ville have været nytteløst her inde i byen) og gloede op i stjernerne et par timer. Vi så også rigtig mange meget flotte stjerneskud.

Men ud over, at jeg synes nattehimmelen er smuk, er jeg ikke specielt skarp i stjerner, planeter og galaxer. Jeg synes egentlig det er ret spændende, men har bare aldrig rigtig sat mig så meget ind i det. Nu er der så hjælp til børn (og andre som mig) omkring vores solsystem med app'en Solar walk (kun til Apple skærme desværre)


Bortset fra den lidt irriterende baggrundsmusik (som man jo kan slukke for), er det en ret lækker app. Man farer uden problemer rundt i solsystemet og lærer om planeternes placering i forhold til hinanden, deres størrelser og hvad de består af.

Man kan klikke sig ind på de forskellige planeter (samt dværgplaneter, astroider og kometer) og så kan man se små film af fænomener som solformørkelser og månefaser. Især filmen om planeternes størrelser i forhold til hinanden er meget overbevisende. Når man går rundt på jorden virker den jo ok stor, men den er mikro i forhold til jupiter som nærmest er en lille bitte krumme sammenlignet med solen.

Alt i alt en meget lækker og informativ app som kan hentes her til Apple skærme

onsdag den 22. februar 2012

Følg med i din glæde

På en eller anden måde lyder det mere mundret at sige Track your happiness end følg med i din glæde, men det skal nu ikke forhindre en i at gøre det også selvom man primært taler dansk.

Track your happiness sitet er i virkeligheden et statistiksted over ens glæde (eller mangel på glæde) og det kan hjælpe med at identificere hvordan omgivelser, opgaver og livsstilsting påvirker ens glæde og hvad der virker bedst.

Det fungerer sådan, at man nogle gange om dagen (man sætter selv sitet op til hvor mange gange) modtager en mail med en række spørgsmål der skal besvares omkring hvad man laver og hvor glad man er. Alle ens input kan Track your hapiness så summe sammen og give et overblik over (nedenstående er blot et udsnit)

Jeg er selv mere end almindelig dårlig til at få besvaret spørgsmålene. Det skyldes tildels, at spørgeskemaerne ikke virker på Android (men det skulle virke på Apples produkter) og derfor bliver mine svar også lidt entydige. Jeg sidder som regel foran en computer, når jeg svarer og generel travlhed på arbejdet gør, at det som regel kun er når jeg har fri, at jeg har tid til at svare.

Men jeg kan da alligevel se nogle lidt sjove og lidt overraskende ting. Umiddelbart ville jeg feks tro, at jeg generelt var gladere om onsdagen end feks om mandagen men det er altså ikke tilfældet. Og så har jeg åbenbart været så sur på Copenhagen Dining Weeks bestillingssystem da jeg bookede, at det er kommet ind som et særskilt (og ikke så lykkeligt) punkt

Man kan melde sig til her og det er gratis

fredag den 13. januar 2012

Lydbogstip

DR har gjort det før og nu gør de det så igen: begaver deres seere og lyttere med gratis lydbøger til download. Det drejer sig om
  1. Steve Jobs – manden bag Apple
  2. Hvad ville Google gøre 
  3. Facebook - fra kollegieværelse til børskandidat

Man skal dog være lidt vaks ved havelågen. Bøgerne kan nemlig kun downloades i en begrænset periode: Steve Jobs bogen kun frem til 24. januar, Googlebogen (som er den jeg er mest interesseret i. Synes måske de to andre har fået tilstrækkelig med opmærksomhed. Er lidt mere nysgerrig på Google fordi det mere er et begreb uden menneskeligt ansigt på som de andre to) kan hentes 18. januar til 7. februar og Facebook fra 1. til 21. februar

Jeg synes det er meget brugervenligt og sympatisk at bøgerne kan hentes på 3-4 forskellige måder her

torsdag den 10. november 2011

Julefrokost hjælp

Lige nu har jeg to aftaler (hvis man ser bort fra de obligatoriske d. 24 og 25 med mine forældre) i december. Det er ikke så meget, men jeg tænker det er stilheden før stormen (det håber jeg lidt. Ellers er folk godt nok faldet af på julefrokostfronten i år)

Hvor om alting er*, så findes der heldigvis nogle redskaber online til at hjælpe en med at jonglere datoer og julefrokoster og juleklip og julebagning og hvad man ellers finder på der i december. Jeg har skrevet om det før, men kan mærke, at jeg selv er blevet en frygtelig aktiv bruger af Doodle på det sidste og så kunne det jo være, der var andre der havde samme behov.





Det her Doodle er såre simpelt. Man går til Doodle.com og klikker at man gerne vil oprette en begivenhed. Herefter kan man navngive begivenheden og beskrive den men det er egentlig ikke så vigtigt (og det er egentlig rimelig selvforklarende på Doodle). Det vigtige er at klikke de datoer og skrive de tidspunkter der er i spil for at mødes. Derefter oprettes begivenheden og så kan man sende et link til begivenheden ud til alle der skal deltage fra ens almindelige mailbox.

Deltagerne skal så klikke på linket når de modtager det, skrive deres navn ud for de foreslåede datoer og sætte flueben i datoen hvis det passer dem.

Når alle har svaret kan man helt demokratisk beslutte hvilken dag man skal holde julefrokost eller juleklip eller julebagning eller hvad man nu kan finde på der i december.

*"Hvor om alting er" er i øvrigt min folkeskoleengelsklærer, Sandvads, oversættelse af "However". Hvis jeg ikke var blevet introduceret til hvor om alting er i engelsk havde jeg måske aldrig lært udtrykket at kende og mange gange når jeg bruger det tænker jeg på Sandvad og However. Hvor om alting er så var dette et sidespor.

tirsdag den 8. november 2011

Gud går online

Eller måske nærmere guds forkyndere går online med Biblen online så man kan få sig en daglig dosis beroligende bibelord. Umidddelbart tænker jeg, at det er et amerikansk fænomen.


Selv er jeg lidt lunken ved Gud men derfor vil jeg da absolut ikke forhindre andre der kunne finde nydelse i det at få tilsendt lidt bibelsk inspiration. Fås her til Android og her til iPhone. Begge versioner er gratis og så vidt jeg kan se, kan man også få læst guds ord højt.

Tilsyneladende kan man også chatte med gud her (men må indrømme, at jeg ikke har prøvet det)

fredag den 21. oktober 2011

Test en elbil

Jeg har tidligere skrevet om elbiler fordi jeg i bund og grund synes det er rigtig smart med stigende brændstofpriser og hvad har vi.

Testenelbil.dk kan man tilmelde sig som test pilot til en elbil, hvis ens kommune allerede tilbyder det - eller blive skrevet op til hvis ens kommune først kommer til senere. Hvis man bliver udvalgt som testpilot får man installeret en elbilsoplader i sit hjem.


Projektets målsætninger er:
  • køre 300 elbiler ud i 30 kommuner over hele landet og få indblik i ca. 6 mio. km elbil-kørsel og ca. 300.000 opladninger
  • 2.400 danske familier skal teste en elbil i 3 måneder og gennem "real life"-erfaringer lære at forstå elbilens fordele og ulemper
  • indsamle viden og erfaringer i relation til kørsel, brugsmønstre og miljøgevinster
  • indsamle viden og erfaring i relation til elbilens betydning for energinettet
  • skabe et billede af, hvad elbilen kan i praksis hos danske familier
  • få politisk og samfundsmæssig opbakning
  • bevare Danmarks plads som førerende indenfor udbredelsen af elbiler

torsdag den 20. oktober 2011

Musikinstrument tuner

Jeg havde i mine glade teenage-år en idé om, at jeg skulle være virkelig god til at spille guitar. Være hende (OK som regel var det en ham, men nu skulle det altså være en hende) der sad med guitaren ved bålet og spillede for mens alle skrålede med. Så jeg startede på Ungdomsskolen med guitar og det hele



Uheldigvis forholdt det sig sådan, at jeg ikke syntes det var specielt sjovt at øve guitar akkorder. Desuden havde også de ulemper (nogen ville kalde det dårlige undskyldninger), at jeg 1. Har ret korte fingre 2. Har ret kort tålmodighed, så hvis jeg ikke nærmest kan få noget rigtig musik ud af instrumentet med det samme, gider jeg ikke og 3. Min guitar var en min far havde købt billigt til noget brandudsalg. Det der brand havde skadet guitaren en lille smule (måske årsagen til, at den var så billig), så den kunne aldrig stemmes til helt at kunne stemme



Men hvis jeg nu havde haft en guitar stemme app, kan det være tingene havde set helt anderledes ud (jeg tvivler dog). Sådan en findes faktisk her til iPhone og her til Android

Hvis man nu synes, at guitarer er sygt for kiksede mens bas bare er the shizzle så kan man hente denne app til iPhone og denne til Android

Og man KAN da ikke sige guitar og bas uden at sige ukulele! (Kan man ikke?) Så der findes naturligvis også en ukulele stemme app her til iPhone og til Android her

Alle apps er gratis

mandag den 26. september 2011

GRATIS deltagelse på IT camp for piger mellem 15 og 19 år

Jeg har fået en mail fra Nikoline som fortalte, at Datalogisk Institut ved Aarhus Universitet i skolernes efterårsferie afholder en 3 dages gratis IT camp for piger mellem 15 og 19 år. Formålet er at informere om IT uddannelser og fokusere på de muligheder IT uddannelserne giver. Der er plads til 25 piger og det er som sagt gratis (omend jeg tror man selv skal betale rejsen til Århus)


Jeg synes umiddelbart, at programmet ser rigtig spændende ud (og har selv en veninde der har arbejdet i Systematic, hvilket hun kalder det bedste og mest spændende sted hun nogen sinde har arbejdet) og vil da opfordre alle piger mellem 15 og 19 til at deltage - eller videresende link til piger der kunne være interesserede.

På IT camp 2011 vil deltagerne blandt andet opleve:
  • et virksomhedsbesøg (Systematic)
  • et møde med en række it-professionelle 
  • en teoretisk forelæsning 
  • workshops, der involverer programmering, lyddesign og kryptologi
Tilmelding og mere information findes her


mandag den 19. september 2011

Forbedret falden i søvn

Generelt synes jeg nu ikke det er det store problem at falde i søvn (hjælper at gå sent i seng i forhold til hvornår man står op om morgenen) men det hænder da, at det kan være lidt svært. Der er dog ingen tvivl om, at der er forskel på lyde og hvor hyggelige og rare de er at falde i søvn til.

App'en White Noise Lite har 10 forskellige typer lyde man kan falde i søvn til. (App'en er gratis og findes til Apple her og Android her)



Jeg vil tro, at det er meget forskelligt, hvad man vil synes er trygt og rart at falde i søvn til. Personligt synes jeg, at regn-lyden og tordenvejrslyden er behagelige på en ikke-distraherende måde. Den lyd der hedder Grandfather Clock minder mig om hyggelige aftener, hvor min søster og jeg blev passet hos vores mormor og først var i karbad til vi var ved at gå i opløsning og derefter spiste amerikaner-is foran fjernsynet (der var skruet virkelig meget op for lyden, fordi mormor ikke hørte så godt), hvor der i min erindring ALTID var Melodi Grand Prix. Trods gode minder om Grandfather Clock tror jeg dog, den er for distraherende at falde i søvn til for mig.

Man indstiller selv, hvor længe man vil høre falde i søvn lyde (og kan mixe de 10 forskellige lyde som man lyster). Der er også et vækkeur i app'en som man kan kombinere med den musik man evt har liggende på sin telefon, så man feks kan vågne til Moves Like Jagger, eller hvad man nu har lyst til.

onsdag den 14. september 2011

Ost og billedbehandlingsprogrammer

Jeg ved godt, at der er strømmet meget vand gennem åen siden de gamle arkade spil men ind i mellem er der nu noget meget rart og afslappende ved at spille en lille bitte smule Tetris eller Pacman. Desværre kan det være svært at finde de virkelig old school modeller fordi folk åbenbart synes, at de spil SKAL opdateres.

På den rimeligt crowdede side Downloadcentral.dk (selvom det er denne blogs erklærede mål at opsøge tekniske, elektroniske ting for kvinder, så synes jeg alligevel det er de færreste sites, apps og gadgets der er meget mande- eller kvindeagtige. Lige præcis Downloadcentral. dk har dog et ret så maskulint præg synes jeg) kan man finde mange gode ting - også ting der henvender sig til kvinder. Feks billedbehandlingsprogrammer og medieafspillere


Jeg tvivler på, at Downloadcentral.dk er sådan et sted jeg vil få min daglige gang, men det er helt sikkert et sted jeg gemmer i mine favorites, så jeg ved hvor jeg skal lede næste gang jeg har brug for en fil converter eller noget andet jeg ikke anede jeg havde brug for.

Umiddelbart ser det ud til, at de fleste programmer man kan downloade hos Downloadcentral.dk er gratis eller næsten gratis.

mandag den 12. september 2011

Pause boogie

Vi holdt polterabend for min søster i lørdags (hvis du i lørdags så 8 damer iført overskæg og alpehue på tandemcykler så var det os*) og på et tidspunkt fortalte min søsters veninde, at hun får hold i nakken af at sidde foran sin computer på arbejdet. Det har ikke været noget problem mens hun har været på barsel, men tilbage på arbejdet vendte hold i nakken også tilbage. Hun har nogle øvelser hun laver, men når hun har travlt glemmer hun det.

Det er nok sådan noget de har tænkt over i Gigtforeningen da de lavede deres Pause Boogie app. I hvert fald kan man sætte app'en op så man bliver mindet om at lave sine pause boogie øvelser. Man kan også sammensætte sit eget program, hvis man har særlige problemområder (som feks nakken). Øvelserne bliver demonstreret, så man ikke er i tvivl om, hvordan man skal gøre dem.







Jeg har naturligvis hørt om gigt og kendt folk der var plaget af gigt men jeg har aldrig været klar over, hvordan man undgik det. Derfor synes jeg det er rart, at man her får noget helt konkret som på lang sigt modvirker gigt. Jeg tænker dog, at man måske lige skal advare sine kollegaer om, hvad man har gang i før man begynder på nogle af de mere helkropsagtige øvelser

App'en er gratis og findes til Apple her og Android her

*Jeg havde lidt drømt om, at man kunne få sådan en 15-personers tandem som i de gode gamle Jolly Cola reklamer, men det var desværre ikke muligt så det blev 4 almindelige tandemmer

onsdag den 31. august 2011

Baby spark tracker til Android

Hvis man er gravid og ligger inde med en Android telefon kan man måske være interesseret i at følge sin babys sparkeri og intensitet.

Det kan man såmænd også sagtens med denne Baby Kick Tracker


torsdag den 25. august 2011

Retro ring

Jeg er ikke sikker på, at drejeskivetelefonen får et lige så stort come back som eksempelvis Fiat 500 eller plateausko men det er meget sjovt.

Det går i al sin enkelthed ud på, at man downloader en drejeskive til sin smartphone og bruger den til at indtaste et nr


App'en er gratis og findes både til iPhone og Android telefoner. Man kan også finde apps der koster penge men det vil jeg ikke mene er nødvendigt.

onsdag den 24. august 2011

Layar app

Jeg har før skrevet om det der augmented reality som jeg syntes var dødsmart, men det var som om det gik lidt i sig selv igen. Muligvis fordi de augmented reality apps jeg havde downloaded primært kunne bruges, hvis man var opdagelsesrejsende eller landmåler. Og bortset fra en på en enkelt skitur har jeg ikke haft så akut brug for den slags.

Men der er jo heldigvis andre end opdagelsesrejsende og landmålere der finder på augmented reality apps. Feks Layar der findes både til iPhone og Android og som er gratis.



Det smarte ved Layer i forhold til de andre augmentet reality apps jeg har prøvet er, at man selv kan vælge hvilke "lag" man lægger ned over sit udsyn (af mangel på bedre beskrivelse). Og selvom jeg måske personligt ikke finder det supernødvendigt at vide, hvor den nærmeste legeplads ligger, så kan det være meget vigtigt for andre. Til gengæld synes jeg det er meget rart at kunne lægge et "Smiley" lag ned over mit udsyn, så jeg kan se, hvilke Smileys de restauranter og caféer jeg kommer forbi har

Men Smiley og legeplads lagene er langt fra de eneste man kan lægge på. Der er også eksempelvis
  • Offentlig transport
  • Ejendomspriser
  • Copenhagen Layar (der måler forureningen i området)
  • streetARt
  • Kultunaut
  • Billetlugen
  • Tweeps Around (der viser seneste tweets fra folk i nærheden)

tirsdag den 23. august 2011

Kindle og ældre herrer

Jeg tror, at jeg i dag fik overbevist to ældre herrer om, at de må eje en Kindle ved at jeg viftede lidt rundt med den og forklarede og demonstrerede på bedste nørd-vis.



Når man lever som en nørd, medbringer man naturligvis sin Kindle til lægen så man kan sidde med den i venteværelset. Jeg sad stille og roligt og læste da der pludselig stod en ældre mand lænet over mig og sagde, at "sådan en ønsker jeg mig" og pegede på Kindlen. Sagen var, at det var den første Kindle han så med sine egne øjne. Ellers havde han kun læst om den og skrevet sig op på en venteliste på biblioteket (men den var meget lang) efter en.

Til aften blev min far overbevist om Kindlens lyksaligheder. Især var han glad for at Kindlen kan læse højt og at Balzac bøger er gratis på Amazon.

mandag den 22. august 2011

Drop Box

Jeg har tidligere skrevet lidt om cloud computing men selvom man ikke gider bruges Apples model og ikke er en virksomhed er der stadig mange muligheder for at udnytte cloud computing.

En af de meget populære løsninger er Drop Box som er ganske gratis og som giver adgang til dokumenter og filer fra computer, telefon osv. Man kan også sige, at det er den eksterne hard disk du aldrig ser, fordi den ligger oppe i en sky men til gengæld kan du altid få fat i indholdet fra den.



Man bestemmer sådan set selv hvor meget man vil lægge op i skyen. De først 2 GB er gratis men derefter betaler man for det man har liggende.

Jeg har lige været til bryllup hvor vi gerne ville give bruden en bog med billeder fra hendes polterabend. En af de andre tilbød at sammensætte bogen med alle de billeder vi hver især havde taget. Den slags er Drop Box ideelt til