Siden har jeg set anmeldelse af Polaroid kameraet hos Elektronista og har været meget tæt på at købe det i Cool Stuff men det blev ikke til noget. I Paris var det pludselig i et vindue vi gik forbi og så var der ingen vej udenom. Det kamera skulle være mit, og det blev det også. Men først efter jeg havde tjekket priser forskellige steder og kunne konstatere, at godt nok havde de Polaroid 300 hos den hypede butik, Colette, men de tog også 140 Euro for det (i sammenligning kan man få det for 795 kr her og 70 Pund her).
Desuden viste det sig, at Polaroid 300 og Fujifilm Instax mini er fuldstændig de samme apparater. De bliver begge lavet af Fujifilm (men Amazon sender af uransagelige årsager ikke Fujifilm Instax mini til Danmark)
Min far - der er en stor fotonørd - syntes det var et helt og aldeles idiotisk køb. Og ingen tvivl om, at langt de fleste moderne, digitale kameraer tager bedre billeder. Men det her er bare så sjovt! Der er altså virkelig noget ved at tage et foto og straks efter høre en summende lyd fra kameraet, hvorefter der suser et billede ud i toppen. Og det er på en eller anden måde lidt magisk, at der faktisk kommer noget fysisk og håndgribeligt ud af det.
Modsat digital kameraer kan man ikke se motivet med det samme. Man er nødt at sidde og vente og vifte lidt med fotoet før det træder frem og man kan konstatere om Moster Oda havde åbne eller lukkede øjene på billedet. Og ud over at fotoet i sig selv koster mere end et digitalt foto, så betyder ventetiden altså også noget for den opfattede værdi af fotoet.
Det er bare supersjovt og superfedt og alletiders julegave til den der har det meste men ikke lige et instant kamera.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar