Biblioteksudlån boomer

GeekGirl likes ComOns artikel om eReolen

Jeg bruger selv eReolen rigtig meget meeeeen jeg vil tro, at jeg har fået læst 30-40% af de bøger jeg har lånt. Så selvom potentialet for e-bøger ser ud til at være mindst lige så stort som udlånet via eReolen, er det nok ikke helt sådan det forholder sig

Mad og tweets

Jeg har været i Sverige i weekenden, hvor jeg bla spiste en helt vidunderlig räkmacka og købte et svensk madblad (jeg lavede dog også andet, såsom at danse, være til kräftkalas og ellers hænge ud med 600 andre kvinder fra 22 forskellige lande).

Selvom jeg bare lige var en times tid fra mit hjem og stort set hele tiden kunne se Danmark, var der alligevel ting der var anderledes og inspirerende. Feks. omkring hvordan man håndterer stegt flæsk. Op med hænderne alle dem der har fået stegt flæsk på andre måder end med kartofler og persillesovs! (og det skal være stegt flæsk! Kogt flæsk med brunkål tæller ikke)

Til min overraskelse kunne jeg i svensk madblad læse en opskrift med ARTISKOKPUREE MED STEGT FLÆSK!!! Ej men altså! Hvordan kan man andet end snarest muligt prøve den opskrift?!

Nå, men bladet tipsede også om andre spændende ting. Uden det her blad er jeg ikke sikker på, at jeg havde fundet Food Mood. Det er nok ikke et site jeg vil glo på hver dag, men det er på mange måder et ret vildt site (altså relativt set. Det er ikke sådan at der springer virkelige, levende løver ud af skærmen når du går ind på dette site, men altså...)

Food Mood samler tweets (indtil videre dog kun på engelsk) om mad oplevelsen af denne mad og kombinerer det med geo location af tweetsne. Og det foregår i real time. Det betyder, at Food Mood kan lave et heat map over, hvilken type mad der er hot lige nu og hvilken der er not. For lande hvor modermålet ikke er engelsk giver heat map'et dog nok ikke et helt retvisende billede, men det er interessant nok alligevel.

Ud over heat map'et viser Food Mood også følgende om de enkelte lande: 1. GDP pr. capita 2. Andel af fede mennesker i landet og 3. Average happiness percent.

I landet Tonga er de således utroligt fede (92% af landets befolkning er overvægtige), meget glade og ret så fattige. I Danmark er knap halvdelen (48%) af os overvægtige, hvilket er det samme som Holland. Både i Sverige og i Norge er der lidt flere overvægtige end i DK (52%), og det kom faktisk lidt bag på mig. Også at 62% af Tysklands befolkning er fede. Folk i de fem lande er dog nogenlunde lige glade (men et godt stykke fra Tonga). Og så tweetes der åbenbart virkelig meget om pandekager, pizza og æg i de 5 lande. I hvert fald, hvis man tweeter på engelsk.

Man kan vælge hvilken periode man vil se heat map'et for og man kan vælge, hvilke lande man vil se. Desuden kan man vælge nogle forskellige grupper af lande: 1. De 5 lande med størst andel af fede mennesker 2. De 5 lande med mindst andel af fede mennesker 3. De 5 rigeste lande (og modsat hvad mange danske politikere fortæller os er Danmark altså et godt stykke fra overhovedet at være med på den liste) og 4. De 5 fattigste lande.

Som sagt er sitet nok ikke lige et man kommer til at bruge for at klare de daglige gøremål, men det er interessant at kigge på og det åbner jo for, at man kan samle andre informationer i et heat map (det gøres allerede med aktier). Det også muligt, man kan trække nogle konklusioner ud i forbindelse med mindful spisning

Kommentarer

Jeg beklager, at jeg er så langsom til at svare på kommentarer (men jeg læser dem!). Årsagen er, at det er helt umuligt at skrive i kommentarfeltet fra Safari på min Mac, så for at svare skal jeg åbne en Firefox browser (som altid prompter om jeg vil opgradere til den nyeste version, men det gider jeg ikke bruge tid på fordi jeg jo kun bruger den til at svare på kommentarer) eller bruge IE fra min arbejdscomputer.

Så det er ikke af ond vilje.

Er der ellers andre der oplever problemer med at skrive kommetarer på Blogspot blogs i en Safari browser?

Om blogging

I forgårs var jeg til et ”Mindful spisning” arrangement med Julie og Hanne.

Arrangementet gik ud på, at de to forfattere, Per og Uffe, præsenterede deres bog, ”Mindful spisning” og principperne bag den. Det handler i bund og grund om at være nærværende når man spiser. Ved at være mere nærværende vil man bedre kunne at føle sult og at sulten bliver mættet samt nyde, at dette sker. Alt det her nærvær og nydelse skulle betyde, at man ikke overspiser og at man spiser det, man får det godt af (=sund mad)

Overført til ostepops-spisning, så handler det om at være opmærksom på, at efter den 3-4. ostepops, så smager ostepops’ne måske ikke særlig godt længere, og så behøver man måske ikke spise videre. Desuden skærpes bevidstheden om, at den arm der rækker ud efter ostepops kan man faktisk godt styre og den behøver ikke hente flere ostepopssom den propper ind i munden. 

Der hvor jeg synes teorien halter lidt er ved, at ostepops jo ikke mætter særlig meget, så jeg vil ret hurtigt blive nydelsesfuld sulten igen og kunne æde lidt flere ostepops (men ja, stoppe over de 3-4 stykker). Dvs at for at den spirituelle tilgang til spisning skal virke (i hvert fald hvis man gerne vil tabe sig), så skal man ikke fuldstændig slå fornuften fra. 

Nå, men den bedste ved aftenen var at møde Julie og Hanne. Jeg har fulgt Julies blog i mange år, og hun har fulgt min gamle (og meget hemmelige blog der nu er lukket) i mange år. Faktisk viste det sig, at Julie ligefrem havde savnet min gamle blog. Jeg blev så glad og helt høj over at høre, at jeg åbenbart har sat i hvert fald ét aftryk derude i internettet. 

Mødet med Julie og Hanne satte nogle tanker i gang hos mig om blogging. Da jeg startede med at blogge var single-blogging (bla Singleton) en hel trend og jeg kendte kun en enkelt modeblog (Bloggerella). Jeg ved ikke, om det er fordi jeg har forandret mig, men jeg synes ikke længere der er så mange Bridget Jones typer derude. Til gengæld virker det som om enhver 16-årig pige med respekt for sig selv har en modeblog. Og modebloggerne er da tilsyneladende også langt de mest professionelle i bloggernetværk som Bloggers Delight (der dog ikke er ejet af bloggerne) og Looklab (der ER ejet af bloggerne)

Når man har fulgt en blogger igennem flere år, kan man godt komme til at synes, at man kender dem. Og når de så forsvinder (for det gør de ind i mellem), så er man jo bare et forældreløst barn. Jeg aner ikke, hvad der er sket med Den stille pige, Ullabalula, Singleton osv. 

Det samme gælder faktisk læserne af en blog. Der er læsere der i perioder kommenterer rigtig ofte, og så forsvinder de. Hvorhen? Hvad har jeg gjort? Er vi ikke venner mere? Er jeg blevet slået op med?

Og så er der dem man mødes med i virkeligheden. Det er jo faktisk lidt som netdating. De kan godt være meget som man forestillede sig, men der er altid lige et lille twist man ikke havde set komme.  

Jeg er ikke ude i en fuldbyrdet analyse af danske bloggere. Mødet i forgårs var bare fantastisk og satte en del tanker i gang som jeg lige ville dele. 

Skulle det være en webshop?

Jeg har aldrig rigtig været god til det der med Trendsales. Jeg synes det er dødbesværligt at skulle skrive frem og tilbage med folk og desuden lader mange til ikke at være specielt interesserede i rent faktisk at købe noget. Det betyder, at jeg måske har lavet i alt 2 annoncer på Trendsales og aldrig har solgt noget - selvom jeg egentlig har en hel del kluns jeg godt kunne sælge.

På det seneste har jeg i blogverdenen oplevet, at folk har lavet deres egne mini-webshops. Det er firmaet Tictail der gør det muligt superhurtigt at komme i gang med at lave en webshop.

Det kræver nærmest bare, at man taster sin email ind og finder på et butiksnavn + et password. Så er man i gang!

Layout'et på butikken laver man ved hjælp af nogle forskellige templates. De enkelte salgsannoncer laver man ved at taste priser og beskrivelser ind i dertilindrettede felter og uploade fotos af produkterne. Det hele utrolig nemt og pædagogisk.  

Noget af det, der kan være vanskeligt ved at handle på nettet er logistikken i form af betaling og levering af varerne, men det er der taget højde for på Tictail. Det kræver dog en Paypal konto og ja, så kræver leveringen at man selv går på posthuset med produkterne, men man kan lægge en fast leveringsomkostning på sine annoncer så det er med i betalingen.

Umiddelbart (jeg er ikke kommet så langt med min webshop, at jeg har åbnet for kunder, må jeg indrømme) lader det til at være gratis at have en webshop på Tictail. Og umiddelbart er det utroligt nemt at sætte en butik op. Hvordan man får kunder i butikken og får solgt noget er dog en anden sag

Brugervenlighed og parkeringspladser

Det kan til tider være lidt svært at skelne mellem handicaphjælp, kvindehjælp og brugervenlighed. Ind i mellem introduceres brugervenlige ting som en slags særlig hjælp til kvinder (underforstået at de jo er lidt handicappede af deres køn). Som feks de særligt brede parkeringspladser til kvinder. 

Jeg har lidt svært ved at hidse mig op over det diskriminerende i brede parkeringspladser da det for mig at se er fremtiden både for mænd of kvinder med bredere parkeringspladser. Det virker bare lidt fjollet, at de brede pladser lige nu kun er til kvinder.

Enhver der har bakset rundt med en tysk eller svensk bil på et aldrende parkeringsanlæg (især sydpå hvor man har tradition for smalle små biler a la Fiat 500) ved, at parkeringspladsernes størrelse og bredde ikke altid stemmer overens med de nuværende bilers størrelse. Så det giver mening at gøre pladserne bredere. 

Apples iPhone havde også på et tidspunkt ry af at være en kvindetelefon pga brugervenligheden. Efterfølgende er mange af de andre producenter dog kommet godt med på det med brugervenligheden og det viste sig, at også mænd kunne bruge en iPhone. 

Hvorfor er der den holdning, at når (tekniske) ting er dårligt forklarede og umulige at bruge (med mindre man bruger en krig på at sætte sig ind i dem), så er de målrettet mænd? Har mænd mere tid til at sætte sig ind i tingene? Mere tålmodighed? Stiller færre krav?

Efter min mening har alle ret til brugervenlighed og brede parkeringspladser, og det er ikke fair at diskriminere mænd på den måde.

Stave app til før-skolebørn

Jeg har en kvik og sød nevø som først starter i skole næste år. Jeg tror dog sagtens, han kunne lære at læse, hvis han fik muligheden. Som alle andre børn på hans alder, der har adgang til moderne teknologi, har han helt styr på iPhone, iPad og Wii, og hvorfor ikke bruge teknologien til at lære at læse frem for at spille Angry Birds eller Super Mario?

Pixeline der er kendt fra PC spil findes også som app, hvor børnene på en meget pædagogisk måde lærer bogstaverne at kende og at stave.

App'en er gratis og fås her til Android og her til iPhone og iPad