Jeg har lidt svært ved at hidse mig op over det diskriminerende i brede parkeringspladser da det for mig at se er fremtiden både for mænd of kvinder med bredere parkeringspladser. Det virker bare lidt fjollet, at de brede pladser lige nu kun er til kvinder.
Enhver der har bakset rundt med en tysk eller svensk bil på et aldrende parkeringsanlæg (især sydpå hvor man har tradition for smalle små biler a la Fiat 500) ved, at parkeringspladsernes størrelse og bredde ikke altid stemmer overens med de nuværende bilers størrelse. Så det giver mening at gøre pladserne bredere.
Apples iPhone havde også på et tidspunkt ry af at være en kvindetelefon pga brugervenligheden. Efterfølgende er mange af de andre producenter dog kommet godt med på det med brugervenligheden og det viste sig, at også mænd kunne bruge en iPhone.
Hvorfor er der den holdning, at når (tekniske) ting er dårligt forklarede og umulige at bruge (med mindre man bruger en krig på at sætte sig ind i dem), så er de målrettet mænd? Har mænd mere tid til at sætte sig ind i tingene? Mere tålmodighed? Stiller færre krav?
Efter min mening har alle ret til brugervenlighed og brede parkeringspladser, og det er ikke fair at diskriminere mænd på den måde.
