Cykel-paraplyholder

Ja, endnu en reference til Japan-turen. Vi var også i Kyoto, hvor det anbefales at man cykler rundt. Så det gjorde vi. Jeg har cyklet rundt i Kyoto tidligere og det SÅ morsomt. Vi havde tænkt, at det ville være lidt ligesom at cykle rundt i København - vi havde lissom glemt, at selvom Kyoto ikke er en kæmpeby, så er der en hel del bjerge. Så der var lidt langsommelig opstigninger efterfuldt af mavekildrende nedstigninger.

Noget jeg bemærkede blandt de andre cyklende i Kyoto (det var desværre ikke lige godt vejr hele tiden) var 1. at kopholdere til cyklen var ret udbredt og at 2. at paraplyholdere til cyklen var endnu mere udbredt.*

Jeg er en af dem der har en krise når det regner. På den ene side vil jeg jo helst cykle, men jeg gider jo ikke blive våd og det med regntøj/regnslag fungerer bare ikke så godt for mig. Så jeg ender som regel med en meget farefuld (og ind i mellem også ikke-succesfuld, hvis det feks blæser meget) færd med en paraply i hånden. Jeg er altså fuldstændig i målgruppen for en paraplyholder til cyklen.

Jeg fandt ingen paraplyholdere til cyklen i Japan, men jeg har nu fundet en producent i Europa - ikke overraskende i Holland, hvor man jo også gør det en del i cykling. Sølle 17,5 Eur koster en paraplyholder til cyklen. Og den kan wegklappen når det ikke regner:

What's not to like?

Projekt Få fat i sådan en fidus hurtigst muligt! er hermed skudt i gang!

*Noget der så kan undre er, at de ellers så snedige og velordnede japanere ikke lige har grejet det med regler for cykling. Nogle steder er der afmærket en cykelsti på fortovet, andre steder kører man bare på fortorvet sammen med fodgængerne, andre steder igen kører man på kørebanen, visse steder må man ikke cykle i myldretiden, og uanset hvor man kører er der ingen konsistens i køreretningen.

94 gram ren kærlighed

Det gode ved at være i Japan er, at der er så meget teknik over det hele, som man kan gå og gramse på. Og når man er sådan en som mig, så roder man og piller og gramser derudaf.

En af de ting jeg døde lidt over var Sonys Cybershot DSC-TX66*. Det var bare så småt og lækkert og smart. Jeg må indrømme, at jeg er lidt biased overfor Sony fordi jeg allerede har et Sony kamera som jeg har været yderst tilfreds med, men jeg syntes stadig Sony havde de fedeste kameraer - omend Olympus også havde nogle meget smarte, meget tynde kameraer)

En af de ting som jeg synes Sonys kameraer gør rigtig godt er lysindstilling og farver. Selv når man fotograferer udendørs i rimelig meget lys kan kameraet finde på at blitze, hvilket i sidste ende betyder, at billederne bliver korrekt oplyst og at farverne derfor bliver korrekte. Mit nuværende kamera har - ligesom TX66 (og TX55 for den sags skyld) en touch screen, hvilket betyder færre knapper men også at man kan trykke på skærmen hvilket punkt man gerne vil have skarpt og som billedet skal oplyses efter

De ting jeg elskede ved TX66 var
1. At menuen på touch skærmen gjorde supernemt at navigere rundt i funktionalitet
2. Touch skærmen
3. Background Defocus funktionaliteten. Når man har et compact kamera kan man tidligere godt kunne misunde folk med spejlreflekskameraer fordi de kunne udskifte linser og gøre detaljer i forgrunden helt skarpe mens baggrunden blev mere blurry. Især er det noget man savner, hvis man nu feks gerne vil tage madporno billeder. Men med dette kamera og Background Defocus funktionaliteten kan man gøre spejlrefleksfolkene kunsten efter.

4. Scene selection (hvilket dog er en gammel funktionalitet som jeg også har på mit eget kamera) som er superanvendelig. Især den scene der hedder Hand Held Twilight som betyder, at man kan tage overraskende skarpe billeder i mørke og uden stativ.
5. iSweep Panorama funktionen som muliggør - surprise - panoramabilleder, både vertikalt og horisontalt.

6. Og så elskede jeg bare, at det var så småt og let. 94 gram ren kærlighed.
(7. Jeg kan ikke rigtig finde noget på det på nettet, men jeg mener altså, at man kunne uploade fotos direkte fra TX66 til Facebook osv. Hvis jeg husker rigtig, er det altså også en smart og elskbar ting!)

Man kan godt ind i mellem spørge sig selv, hvad man egentlig skal med et kamera, hvis man har en smartphone og et stykke hen ad vejen kan et mobilkamera da også være godt nok, men for mig er det vigtigt at forevige vigtige ferieminder på en ordentlig måde (og ikke som et skibillede taget med en iPhone, hvor man ser en hel masse hvidt (omkringliggende bjerge, bjerget jeg stod på, meget lyseblå himmel + mit hvide skitøj) og så mit hoved der svæver et godt stykke over mine ski i alt det hvide) og der synes jeg ikke, mobilkameraerne er endnu.

Et af livets helt store ubesvarede spørgsmål er, hvorfor jeg så ikke købte det kamera, men jeg må være svar skyldig. Jeg har ingen gode forklaringer, men jeg må købe det så snart det kommer til Danmark

*Som vist ikke fås i DK endnu. Det er kun den tidligere version DSC-TX55 men ifølge forskellige tests, er der ikke så gevaldigt store forskelle - bortset fra shutterhastigheden

To konklusioner?

1. Ja, mobilpriser er ikke til at finde ud af og 2. Ja, journalister sætter sig ofte ikke ordentligt ind i sagerne.

Det blev i går slået stort op hos Ekstrabladet, at det ikke er til at gennemskue priserne på mobilabonnementer. Eller. I hvert fald ikke for Ekstrabladets journalister. Fiølge Mobil.nu anbefaler Ekstrabladet muligvis det forkerte, fordi de kommer til at sammenligne månedspriser med priser for ½ år.

Jeg læste engang en artikel i Børsen som var ren volapyk. Artiklen handlede om nogle udenlanske banker og nogle finansielle instrumenter, så jeg tænkte, at den nok ikke var opstået på Børsen. Ganske rigtig fandt jeg den på Bloomberg, hvor artiklen gav mening fordi den ikke havde været gennem Google Translate eller en eller anden journalist der ikke kendte de rigtige termer.

Nå, det var et surt opstød, men sjuskende journalister der løber med en halv vind er en af mine kæpheste.