I forgårs var jeg til et ”
Mindful spisning” arrangement med
Julie og
Hanne.
Arrangementet gik ud på, at de to forfattere, Per og Uffe, præsenterede deres bog, ”
Mindful spisning” og principperne bag den. Det handler i bund og grund om at være nærværende når man spiser. Ved at være mere nærværende vil man bedre kunne at føle sult og at sulten bliver mættet samt nyde, at dette sker. Alt det her nærvær og nydelse skulle betyde, at man ikke overspiser og at man spiser det, man får det godt af (=sund mad)
Overført til ostepops-spisning, så handler det om at være opmærksom på, at efter den 3-4. ostepops, så smager ostepops’ne måske ikke særlig godt længere, og så behøver man måske ikke spise videre. Desuden skærpes bevidstheden om, at den arm der rækker ud efter ostepops kan man faktisk godt styre og den behøver ikke hente flere ostepopssom den propper ind i munden.
Der hvor jeg synes teorien halter lidt er ved, at ostepops jo ikke mætter særlig meget, så jeg vil ret hurtigt blive nydelsesfuld sulten igen og kunne æde lidt flere ostepops (men ja, stoppe over de 3-4 stykker). Dvs at for at den spirituelle tilgang til spisning skal virke (i hvert fald hvis man gerne vil tabe sig), så skal man ikke fuldstændig slå fornuften fra.
Nå, men den bedste ved aftenen var at møde Julie og Hanne. Jeg har fulgt Julies blog i mange år, og hun har fulgt min gamle (og meget hemmelige blog der nu er lukket) i mange år. Faktisk viste det sig, at Julie ligefrem havde savnet min gamle blog. Jeg blev så glad og helt høj over at høre, at jeg åbenbart har sat i hvert fald ét aftryk derude i internettet.
Mødet med Julie og Hanne satte nogle tanker i gang hos mig om blogging. Da jeg startede med at blogge var single-blogging (bla Singleton) en hel trend og jeg kendte kun en enkelt modeblog (
Bloggerella). Jeg ved ikke, om det er fordi jeg har forandret mig, men jeg synes ikke længere der er så mange Bridget Jones typer derude. Til gengæld virker det som om enhver 16-årig pige med respekt for sig selv har en modeblog. Og modebloggerne er da tilsyneladende også langt de mest professionelle i bloggernetværk som
Bloggers Delight (der dog ikke er ejet af bloggerne) og
Looklab (der ER ejet af bloggerne)
Når man har fulgt en blogger igennem flere år, kan man godt komme til at synes, at man kender dem. Og når de så forsvinder (for det gør de ind i mellem), så er man jo bare et forældreløst barn. Jeg aner ikke, hvad der er sket med Den stille pige, Ullabalula, Singleton osv.
Det samme gælder faktisk læserne af en blog. Der er læsere der i perioder kommenterer rigtig ofte, og så forsvinder de. Hvorhen? Hvad har jeg gjort? Er vi ikke venner mere? Er jeg blevet slået op med?
Og så er der dem man mødes med i virkeligheden. Det er jo faktisk lidt som netdating. De kan godt være meget som man forestillede sig, men der er altid lige et lille twist man ikke havde set komme.
Jeg er ikke ude i en fuldbyrdet analyse af danske bloggere. Mødet i forgårs var bare fantastisk og satte en del tanker i gang som jeg lige ville dele.
